Romertal

Når vi i dag skriver tal, skrives tallene via titalssystemet, der oprindeligt stammer fra Vestarabien. Men sådan har det ikke altid været. For længe siden anvendte man i stedet romertal, hvor man beskriver tal ved hjælp af bogstaver. Faktisk anvendte man det romerske talsystem i Europa i næsten 2.000 år.
Sådan fungerede romertal

Med romertal anvendte man som nævnt bogstaver i stedet for de tal, som vi kender og anvender i dag. Bogstaverne blev sammensat efter nogle simple regler. Man beskæftigede sig kun med positive og hele tal. Ved romertallene var der et bogstav, der symboliserede hver potens af 10 op til 1000. I var altså lig med 1, X var lig med 10, C var lig med 100 og M var lig med 1000. Derudover opererede man også med halve tipotenser. Her var V lig med 5, L var lig med 50 og D var lig med 500.

Sådan angav man romertal

Med titalssystemet, som vi anvender i dag, angiver hver position af tallet en værdi. Med romertal har positionen af tallet ikke nogen betydning for værdien. Man skrev blot det pågældende antal potenssymboler ved siden af hinanden. Her startede man med det største tal til venstre. Medmindre at noget skulle trækkes fra. I så fald skrev man det mindste tal først. Derefter var det op til læseren selv at regne sig frem til det endelige tal. Et nummer kunne altså meget vel se sådan her ud: LXXXI. Det betød 81.

Hvordan regnede man med romertal?

Når der skulle regnes med romertal, anvendte man ofte en såkaldt abacus. Det var en form for regnebræt. Romerne anvendte typisk enten småsten eller metalskiver til at tælle med. De flyttede dem rundt på regnebrættet, når de skulle løse forskellige matematiske problemer. Senere hen udviklede regnebrættet sig, så der blev monteret strenge derpå. På strengene kunne man trække tælleskiverne frem og tilbage. De første abacus’er, som vi har kendskab til, havde ti tælleskiver pr. streng. Senere kom der også en delelinje. Tælleskiverne over linjen talte for 5 hver især, mens tælleskiverne under strengen talte for 1.

Sådan anvendes romertal i dag

Når der i dag anvendes romertal, er det primært til enten at angive årstal på monumenter eller grundsten. De anvendes også til at angive regentnumre, som eksempelvis Frederik IX. Romertallene bliver også tit anvendt til at nummerere indledningssider i bøger. Tallene bliver også anvendt til at angive bindnummer, hvis bøger kommer i flere bind. Ligesådan vil du også kunne se tallene anvendt til at angive timerne på et ur. Tallene bliver også anvendt til at angive det såkaldte ”take-nummer” på et klaptræ forud for en film- eller tv-optagelse.

Hvad med nul?

Noget, der virkelig adskiller romertallene fra titalssystemet, er fraværet af nul. Det var først omkring år 525 at romerne begyndte at anvende ordet nulla, der betød nul. Forskere har fundet frem til et tilfælde omkring år 725, hvor symbolet N fremgår sammen med de traditionelle romertal. Derfor er tallet nul altså først kommet til senere i romertallene. Dette har fået nogle til at mene, at romerne slet ikke forstod at angive nul.

Hvad med fire?

Egentlig bør tallet fire skrives som IV, når der anvendes romertal. Men mange skriver i stedet IIII. Et af buddene på hvorfor netop tallet fire fik sit eget tegn, er, at Romerrigets øverste gud var Jupiter. Hans navn blev stavet IVPPITER. Derfor mener man, at nogle ikke ville angive 4 som IV, da men mente at det var gudsbespottende. Derfor anvendte man i stedet IIII. Andre mener i stedet, at IV stammer fra efter Romerrigets fald, og derfor ikke har noget med Jupiter at gøre.